Adtraction blog

Native advertising i affiliatemarkedsføring

Begrebet native advertising er noget, der er kommet på de flestes læber inden for markedsføring i 2013 og 2014.

Nogen almindeligt accepteret dansk oversættelse findes formodentlig endnu ikke, men "naturlig markedsføring" kunne være nærliggende. Native advertising er enkelt udtrykt en webannonce udformet på samme måde som det øvrige redaktionelle indhold. Læseren skal altså helst opfatte annoncen som mindre pågående og som en naturlig del af den kontekst eller miljø, den er placeret i. Annoncen skal ikke kun passe ind designmæssigt, men også indholdsmæssigt: Indholdet skal altså tilbyde brugeren en merværdi til det, hjemmesiden allerede giver. På denne måde øges sandsynligheden for, at brugeren tager indholdet til sig - som i dette tilfælde med markedsføring på nettet - at klikke på en annonce.

Et eksempel på native advertising, som de fleste internetbrugere formodentlig kender til, er de betalte "søgeresultater" på Google og andre søgemaskiner. Disse links havner altid øverst på siden med søgeresultater og har et nærmest identisk udseende, som regulære søgeresultater. Det kan naturligvis kritiseres, at personer med begrænset erfaring i at søge på nettet højst sandsynligt ikke kan se forskellen mellem reelle søgeresultater og sponsorerede links, og derfor risikerer ikke at kunne finde den information, de søger. Yderligere kritik kan rettes mod, at man i visse tilfælde kan snyde brugere til at tro, at de tager del i et ægte, velafbalanceret nyhedsindhold, når de i virkeligheden har at gøre med noget, der er produceret af en annoncør. For eksempel har Google "løst" dette ved rimeligt tydeligt at angive, at sponsorerede links netop er sponsorerede.

Hvad, mange ikke tænker på, er, at eksempelvis en YouTube-kanal fra et kommercielt selskab i virkeligheden også er en slags native advertising, der blander sig med "organisk" materiale. Et noget mere indlysende eksempel er såkaldte "In-Field-Adds", der begyndte at dukke op i tidslinjen på blandt andet Facebook.

Hvor effektivt er så native advertising? Den New York-baserede medievirksomhed IPG Media Lab udførte for nylig en undersøgelse med interviews af 4 770 brugere og såkaldt ”eye tracking” af 200 brugere, det vil sige, at man undersøgte, hvordan brugerne betragtede en hjemmeside ved hjælp af teknologi inden for sporing og øjenbevægelser. Det viste sig at

  • Brugerne bemærkede native advertising 52 % oftere end traditionelle annoncer, det vil sige bannere.
  • Native advertising gav en forøgelse på 18 % i købsvilje hos Brugerne, sammenlignet med bannere.
  • 32 % af brugerne kunne tænke sig at dele en native advertisement med venner eller familie. Tilsvarende tal for traditionelle bannere var 19 %

Så hvordan kan du bruge native advertising inden for rammerne af din affiliatemarkedsføring? Her er nogle enkle tips:

  1. Brug tekstlinks frem for traditionelle bannere.
  2. Placer links i sammenhæng med relevante tekster frem for højt oppe på siden, i højre spalte, etc.
  3. Markedsfør kun produkter, der er relevante for læseren, dvs. der har kobling til tekstindholdet på siden.

Seneste nyt fra vores blog

Se flere blogindlæg