Adtraction blog

Affiliate marketing er den vigtigste kanal for startups at starte med

Affiliate marketing er en kanal, der har eksisteret nærmest lige siden internettet begyndte. Her betaler annoncører kommission til publishers, der kan skabe salg på deres vegne. I dag er det en vigtig kanal for mange store etablerede virksomheder, men affiliate bør også være den første kanal, som alle startups giver sig i kast med.

Der er ingen tvivl om, at affiliate marketing er en disciplin, der har udviklet sig en del siden det begyndte i sin tid. Det er samtidig også en kanal, som hele tiden tilpasser sig til, hvordan vi agerer online.

Så snart der opstår nye sociale medier eller platforme online, så går der ikke længe inden diverse affiliates forsøger at finde metoder at få implementeret deres affiliatelinks her - ligesom med for eksempel TikTok.

Med affiliate marketing kommer du i gang med alle markedsføringskanaler på én gang

Der er mange startups, der i dag lever efter teorierne fra ”The Lean Startup” af Eric Ries, hvor du rykker hurtigt og tester meget for at finde ud af, hvad der fungerer for din virksomhed.

Én af teorierne i denne bog kaldes Bullseye-frameworket, hvor det gælder om at prøve mange forskellige markedsføringskanaler. Dette kan være Facebook-annoncering, SEM, display-annoncering, influencers og så videre. Du tester altså en masse forskellige kanaler for at finde ud af, hvad der ”flytter nålen” for dit startup i forhold til at få kunder eller brugere.

Dette er en genial teori, men problemet for mange i et startup er, at de ikke har tiden eller kompetencerne til at teste disse kanaler ordentligt. Dermed kan man komme til at afskrive en kanal, der faktisk kunne være rigtig god for din virksomhed, men din udførsel var bare ikke den korrekte.

Ved at anvende affiliate marketing kan du blive markedsført af fagfolk, der har stor ekspertise inden for specifikke områder.

For eksempel kan SEM-affiliates udnytte deres mange års erfaring og begynde at annoncere for dig på Google og andre søgemaskiner. Du begynder altså at få relevante kliks til dit website, og du betaler kun, hvis disse affiliates rent faktisk skaffer dig salg eller nye brugere eksempelvis.

Dette gælder også for affiliates, der har arbejdet med Facebook- og Instagram-annoncering længere tid end dig – hvorfor ikke få disse til at arbejde for dig?

Når du opretter dit affiliateprogram, så strømmer mange forskellige affiliates til. Udover ovenstående kan du også blive omtalt af influencers, contentsider og andre partnere med et stort publikum. 

Du får altså potentielt set en masse eksponering og hjælp til din markedsføring - og du betaler kun for de resultater, som kan ses på bundlinjen.

På denne måde kan du også få et bedre indblik i hvilke kanaler, der rykker nålen for dig, så du også selv kan begynde at fokusere mere på disse kanaler, når du er klar til at prøve selv.

Hold øje med affiliates og resultater

Du overgiver naturligvis noget kontrol ved at lade affiliates klare en stor del af arbejdet for dig. Derfor er det også vigtigt, at du holder tæt øje med dit affiliateprogram. Du bør ofte tjekke, hvad de kommunikerer om dig samt konkludere på de resultater, som hver publisher leverer.

Et godt råd er at sørge for at have en masse informationer om jer til rådighed for affiliates, så de altid kan gå ind på jeres program og læse om jer i stedet for, at de skal begynde at opfinde jeres USP’er selv.

Hvis du ikke holder øje, så kan nogle dårlige affiliates begynde at skrive fejlagtige ting om jer, som falder tilbage på jer i sidste ende.

Sørg for at have råd til affiliate

En anden god grund til at holde øje med jeres affiliateaktiviteter er, at resultaterne kan stikke af og evt. blive for dyre for jer, hvis jeres program tilbyder for mange fordele.

Et konkret eksempel er, hvis I tilbyder en leadpris for at skaffe jer en bruger til en gratis prøveperiode, inden den bliver opgraderet til en betalt bruger.

Hvis alle melder sig fra, inden de bliver en betalende bruger, så kommer du til at betale for konverteringer, der ikke har skabt dig omsætning.

Du har selvfølgelig fået omtale, så måske det har været investeringen værd – du skal bare sørge for at have kapital til at kunne dække udgifterne.

Seneste nyt fra vores blog

Se flere blogindlæg